Seriemordere og faldne engle
Jeg overhører netop nu en diskussion om rygning - i ”det offentlige rum”. Utroligt udtryk! Meget interessant.
I gamle dage var rygerne nok lidt psykisk ustabile, siger en, og helt bestemt stakler - af en art. Men så holdt skuespillere næsten op med at ryge - på lærredet og usikkerheden bredte sig for, hvem var nu de gode? Siden er det mest seriemordere og faldne engle der pulser foran kameraerne, så nu er alt vel så på plads?
I den meningsudveksling jeg lytter til fremkom et for mig nyt aspekt, nemlig at samtlige ikkerygere vakler rundt på astmagravens rand.
Det var jeg ikke klar over og det er da frygteligt.
Rygerne okkuperer ventesale (med rygning forbudt) og læskure, så astmatikerne sammen med de overfølsomme må stå udenfor i høj frost, storm og stærk kulde - hele året. De begrænser andres (ikkerygeres) frihed og demokratiske rettigheder! Jeg får indtryk af, der er tale om en voksende gruppe handicappede, som ikke kan få vejret hverken ind eller ud, ude eller inde. De er altid ledsagede af diverse spray, hvis indhold med tiden giver ”måneansigt” og knogleskørhed.
I samtalens løb inddrages trafikkens og industriens mulige betydning i forureningsbilledet.
Ikke stor genklang. Det er rygernes røg, som myrder x-antal uskyldige børn, voksne og udslidte gamlinge i tusindtal! Røgen siver op gennem etageadskillelserne, sniger sig ind gennem lukkede termoruder, ind ad nøglehuller, men sært nok ikke ud igen.
Alle ikkerygere viser sig vist, desuden som allergikere eller i alt fald er de hamrende overfølsomme. Svage stakler- alle til hope - med hurtigt dalende livskvalitet. Når mange er svage hedder de ofre. En uovervindelig styrke! Det manglede bare.
Hvordan havde ikkeryger folket det før rygerloven trådte i kraft?
Ved I det?

